Kyllingefrikadeller – det får vi ofte i vuggestuen – enten som en lun ret til vores rugbrødsdag eller med mange slags forskellig tilbehør til. Dog har jeg aldrig lavet det med spidskål – så jeg var lidt spændt på hvad børnene syntes om det. De var mere end almindelig glade for kålen – så glade at mange af dem valgte at spise kål og sovs med en ske – måske var det fordi jeg havde valgt ikke at lave en opbagt sovs 🙂 . Der er bare nogle retter der holder …. og det her er én af dem !
Kyllingefrikadeller
600 g hakket kylling
2 dl havregryn
1 groftrevet gulerod
1 fed hvidløg
1 lille hakket løg
1/2 -1 groftrevet courgette ( alt efter størrelsen )
1 æg
1/2 rød chili fintsnittet
Salt og frisk kværnet sort peber
Smør/olie til stegning
Det hele røres bare godt sammen, lad farsen hvile i 30 minutter. Form og steg til de er gennemstegte og lækre. Tag en lille tester for at tjekke at de er helt gennemstegt.
Spidskål som jeg valgte ikke at lave i en opbagt sovs……..
1/2 spidskål. Ca. ½ l vand. 2 dl. minimælk/sødmælk/fløde. Salt. saften fra 1/2 citron. Lidt smør
Sådan gør du: Spidskålen snittes fint og koges i letsaltet vand i 10 min. Vandet sies fra og gemmes. Smelt lidt smør i en gryde – tilsæt spidskålen og vend det rundt Tilsæt fløde/mælk og lidt af vandet fra kålen. Sovsen smages til med salt, peber og citronsaft. Giv sovs og kål et kort opkog på ca. 2 min.
Jeg dryssede lidt grønt over – det kan være purløg, persille eller som her ærteskud.
Vi fik dejlige nye kartofler til .