Jeg laver selv vores eget kødpålæg – på den måde har jeg helt styr på hvad det indeholder også er det både billigere og smager bedre end det vi finder i butikkerne. Den her er lavet på kylling men den kan sagtens laves af andre ting.
Hjemmelavet kødpålæg (kødpølse)
2 stk.
400 g hakket kalkun, kylling – eller svinekød, max 10 % fedt
¾ tsk. salt
peber
1 lille revet løg
2 æg
¾ dl havregryn
ca. 1½ dl. Mælk
Portion 1: ½ dl fint hakket persille samt ¼ til ½ dl rød finthakket peberfrugt
Portion 2: Timian, basilikum, soltørrede tomater, hvidløg – tilsæt alt efter din egen smag.
1. Rør kødet først med saltet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det hele godt sammen til en fars, men tilsæt kun mælk indtil den hænger fast sammen.
Del portionen i 2.
Tilsæt persille til den ene portion og rød peberfrugt.
Tilsæt de forskellige krydderier efter eget valg til portion 2.
2. Stil portionerne på køl ca. ½ time.
Bagt i ovn:
Tag 2 stykker bagepapir og fordel farsen på hvert stykke. Form dem til to aflange pølser,
ved at papiret slutter tæt omkring. Vrid enderne rundt, så pølsen bliver lufttæt.
Læg pølserne på et stykke bagepapir og bag dem ved 200 grader i ca. 30 min. kortere eller længere tid afhængig af tykkelsen. Pak pølsen ud og skær den igennem for at se om den er gennembagt.
Lad den færdige kødpølse afkøle før den skæres i skiver til pålæg.
Kogt i gryde:
Smør et stk. alufolie med smør og fordel som en ca. 20 cm lang, lidt flad pølse.
Pak alufolien rundt om farsen, så den holdet tæt.
Koges i 2-3 cm vand i en gryde med låg i 30 min.
Afkøles før den skæres i skiver. Bedst til næste dag.
Pålægget kan holde sig 2 dage på køl.
Kødpølsen kan også fryses.