Noget var gået galt i min bestilling af grøntsager – jeg havde i den her uge bestilt alt for mange gulerødder – så dagens vegetar ret bestod af gulerødder i stor stil . Normalt får vi den her ret med en masse andre grøntsager i. Alle de kære børn var vilde med retten – gulerødder er noget de kender – de er søde – og jeg kan lige forestille mig hvordan den her ret vil smage med helt nye danske gulerødder – mums.
Gulerodscurry med ris
Du kan servere denne ret med noget kød eller fisk til – f.eks. laks eller kylling.
4 personer
1 ½ kg gulerødder
2 løg
1 stor spsk. rød karry pasta
1 mild rød chili finthakket uden kerner
3 fed hvidløg – finthakket
30 gram fint revet ingefær
½ liter kokosmælk
1 tsk. Salt – gerne urtesalt
Saft af 3 stk lime
Skræl gulerødderne og skær dem i stykker af 3 cm (jeg har skåret mine i små tern fordi det passer bedst til vuggestuebørn). Hak løgene. Bland saften fra limen med den friskrevede ingefær.
Sauter gulerødderne, løg, hvidløg, fint hakket chili samt karrypasta i lidt olie – i en gryde. Lad dem stege møre i godt 15 -20 min. Hæld limeblandingen i og derefter kokosmælken. Lad retten småsimre indtil kokosmælken er kogt ind til en cremet konsistent.
Smag curryen til med lidt salt og servér med ris eller lignende.
Jeg havde lige i dag revet nogle squash og blandet dem med ristet kokosmel – og serveret sammen med.