Fredag lavede jeg en superenkel og lækker suppe af ovnbagt knoldselleri. Selleri smager bare så meget bedre når den bliver bagt. Jeg valgte at bruge mandelmælk. 64 glade børn som var så tilfredse med suppen – så meget at vi måtte skrabe gryderne til sidst.
Til 4 personer
ca. 900 g knoldselleri – gem 100 gram til topping
3 fed hvidløg
1 kvist rosmarin
2 spsk. olivenolie
1 løg
5 dl grøntsagsbouillon
5 dl mandelmælk
hvid peber
salt
saft og skal fra 1/2 citron
Tilbehør
100 gram bagt selleri i tern
Olivenolie
Purløg
50 gram saltet mandler
1. Skræl sellerien med en kniv og skær den i grove tern. Pil hvidløgene og kom dem i en bradepande sammen med selleritern. Vend det med 1 spsk. olie og krydr med lidt salt. Bag i ovnen 45-60 min. ved 190 gr. Du kan gøre det i forvejen og så bare dække bradepanden til med folie indtil du skal bruge dem.
2. Skær løget i grove tern og steg dem og rosmarin i 1 spsk. olie ved medium varme i en gryde. Tilsæt bouillon og den bagte selleri og hvidløg. Lad det simre under låg 20-30 min.
3. Tilsæt mandelmælken og brug en stavblender til at blende suppen helt cremet. Hvis konsistensen er for tyk kan du tilsætte mere mælk/vand. Smag til med hvid peber og evt. mere salt, saften fra citronen/skal og server med ristet selleri og purløg, de hakkede saltet mandler som lige er vendt i lidt olivenolie.