Fiskegratin med torsk,spinat,kartofler

Mormor mad der holder.
Jeg havde ihvertfald 64 glade og meget mætte børn forleden dag.
Børnene talte om om de nu også mente de kunne lide torsk – een af børnene mente han kendte torsken rigtig godt, han havde nemlig været ansat i børnehaven engang. Han mente Torsten 🙂

Det skal du bruge :
500 g torskefilet
2-3 stk. bagekartoffel alt efter størrelse
1-2 stk. porrer
400 gram frisk spinat
olivenolie til bagning af kartoflerne
100 g smør
150 g mel
3 dl fiskebouillon
4 dl sødmælk
8 stk. æg – delt i blommer/hvidere
1 smule speltrasp
salt/peber

Lav fiskegratin:
Rens spinaten – og kog den i 1 minut i letsaltet vand. Lad spinaten dryppe af og tryk vandet ud mellem fingrene.
Skræl kartoflerne – skær dem i tern og bag dem sammen med lidt olivenolie i 30 minutter ved 200 grader i et ovnfast fad.

Skær grøntsager og fisk i mindre stykker. Smelt smørret i en gryde og rør det sammen med melet. Spæd med bouillon og mælk. Kog igennem nogle minutter mens der røres. Tag gryden fra varmen og rør æggeblommerne i.
Pisk æggehviderne stive og vend halvdelen i sammen med fyldet. Smag til med salt og peber. Vend resten af de piskede æggehvider i. Kom blandingen oveni de bagte kartoflentern. Drys rasp over og bag gratinen nederst i ovnen ved 175 grader i ca. 1 time.

Serveres med ristet rugbrød og smeltet smør og evt en grøn salat .

Suppe af ovnbagt knoldselleri med saltet mandler

Fredag lavede jeg en super enkel og lækker suppe af ovnbagt knoldselleri. Selleri smager bare så meget bedre når den bliver bagt. Jeg valgte at bruge mandelmælk. 64 glade børn som var så tilfredse med suppen – så meget at vi måtte skrabe gryderne til sidst.

Til 4 personer
ca. 900 g knoldselleri – gem 100 gram til topping
3 fed hvidløg
1 kvist rosmarin
2 spsk olivenolie
1 løg
5 dl grøntsagsbouillon
5 dl mandelmælk
hvid peber
salt
saft og skal fra 1/2 citron

Tilbehør
100 gram bagt selleri i tern
Olivenolie
Purløg
50 gram saltet mandler

1. Skræl sellerien med en kniv og skær den i grove tern. Pil hvidløgene og kom dem i en bradepande sammen med selleritern. Vend det med 1 spsk olie og krydr med lidt salt. Bag i ovnen 45-60 min. ved 190 gr. Du kan gøre det i forvejen og så bare dække bradepanden til med folie indtil du skal bruge dem.

2. Skær løget i grove tern og steg dem og rosmarin i 1 spsk. olie ved medium varme i en gryde. Tilsæt bouillon og den bagte selleri og hvidløg . Lad det simre under låg 20-30 min.

3. Tilsæt mandelmælken og brug en stavblender til at blende suppen helt cremet. Hvis konsistensen er for tyk kan du tilsætte mere mælk/vand. Smag til med hvid peber og evt. mere salt, saften fra citronen/skal og server med ristet selleri og purløg, de hakkede saltet mandler som lige er vendt i lidt olivenolie.